Dagen du (forhåbentlig) ikke glemmer
Findes der en bedre, federe og mere uforglemmelig fest end et bryllup? Det er ikke uden grund, at et bryllup kaldes for den ultimative fest. Det skyldes jo nok den fantastiske kombination af fuldstændig kærlighed og glæde. At fejre 2 menneskers ”ja” til hinanden, søsætter en helt særlig slags stemning, der breder sig som steppebrand blandt festens deltagere. Alle, der har været til et bryllup, kan skrive under på, at det i sandhed er en helt særlig fest.
Af samme årsag er det også en fest, der for mange mennesker kræver mange timers planlægning. Graden af ting, der skal planlægges og forberedes, er selvfølgelig forskellig fra bryllup til bryllup, og afhænger af ambitionsniveau og ønsker for det enkelte bryllup. Uanset hvad, så er der dog mange ting, der skal huskes og planlægges, og det er nok også derfor, at du sidder lige nu og læser denne guide! Denne guide er nemlig til dig/jer, som ønsker at skabe overblik over jeres bryllup, og hvilke ting, der skal planlægges og udføres hvornår.
De første ting
Det kan lyde som en kliche, men ikke desto mindre; man kan ikke planlægge i for god tid til et bryllup. Særligt, hvis man til sit bryllup er afhængig af eksterne leverandører – det kunne være levering af mad, drikke, pynt, telt eller lign., så gælder det altså om at være i så god tid som overhovedet muligt, da disse leverandører højst sandsynligt har bookinger et godt stykke ud i fremtiden. Der kan desuden være penge at spare, da det sagtens kan være billigere at bestille i god tid. Så for at besøge klicheen igen; vær’ i god tid!
Nogle af de tanker i skal gøre jer allerførst ift. planlægning, er for eksempel følgende:
- udarbejdelse af gæsteliste
- booking af kirke eller rådhus
- få planlagt fridage på arbejdet
- booking af leverandører af musik til byllupet, mad, drikke mm.,
- fastlæggelse af budget.
Ovenstående er nogle af de ting, som er allervigtigst at få gjort i god tid – faktisk allerede et år inden brylluppet skal stå. Det kan virke som en lille ting, for eksempel, at få planlagt med arbejdet, men det ville godt nok være uheldigt, hvis en af jer står 2 uger inden brylluppet og faktisk ikke kan få fri fra arbejde.
Sådan ca. halvvejs før bryllup
Her er vi måske 3-4 måneder før brylluppet skal stå, og på dette tidspunkt skal invitationer, først og fremmest, være sendt ud. Nu er tidspunktet til at se på nogle andre detaljer og forhold omkring jeres bryllup. Det kan for eksempel være:
- Bestilling af tid ved frisør
- Køb af tøj til brudgom og brud
- Prøve ringe
- Udarbejdelse af et program for dagen, og få snakket med toastmasteren om dette
- Lav en ønskeseddel til gæsterne
- Påbegynd bordplan (denne kan faktisk tage overraskende lang tid)
Tiden lige op til brylluppet
NU mærker I måske for alvor, at nervøsiteten og spændingen rammer jer! Det er nemlig lige om lidt, at brylluppet skal stå. Men i forhold til planlægning kan I være ganske rolige, hvis I har fulgt checklisten her. Nu er det dog på tide at få de allersidste ting på plads, og det er for eksempel følgende ting:
- Barnepige til børn (hvis der er sådan nogle). Det er oplagt at lave en aftale med en pædagog fra børnenes daginstitutioner, da dette er et velkendt ansigt, og derfor burde pasningen foregå i trygge rammer og hænder
- Lav bordkort
- Print taler, og øv dem
- Gå skoene til – det kan lyde lidt banalt, men det kan virkelig være ødelæggende for den store dag, hvis skoene trykker og smerter
- Øv jeres bryllupsvals (hvem vil ikke gerne vise festen, at man har helt tjek på den der bryllupsdans?)
- Snak med band/DJ om playliste. I skal ikke være bange for at give jeres ønsker til musikken. Det er jer, som kender gæsterne allerbedst, og derfor har I også den bedste ide om, hvilke numre, der tænder ild i dansegulvet og hvilke, som ikke gør
Nu er det nu!
Når dagen endelig er oprundet – eller i hvert fald dagen før brylluppet – er der de allersidste ting I skal være opmærksom på. Det er måske ikke så meget planlægning, men mere nogle praktiske omstændigheder I skal gøre jer tanker om.
- Sover i hver for sig natten før? Det er jo lidt en tradition, at brudgom og gom sover hver for sig, og derfor først ser hinanden i kirken. I bestemmer selvfølgelig selv, hvad og hvordan I gør, men i tilfælde af, at I ikke overnatter sammen, så husk at få pakket nogle tasker med det nødvendige udstyr (tøj, make-up, personlige ting osv.)
- Transport og ringe. Sørg for, at der er styr på, hvem der har ringene og hvordan transporten skal foregå.
- Snak med personalet det sted, I holder brylluppet. Aflevér gerne et program til dem, så de er helt med på tidsplanen, så der ikke opstår unødvendige overraskelser
Husk at nyde det!
Ja, det kan virke lidt voldsomt at planlægge et bryllup, og det er det måske også. Det skal dog ses i lyset af, at denne fest for mange udgør en uforglemmelig dag for de involverede, og derfor vil man jo gerne have, at intet går galt. Det vigtigste er dog, at I husker at nyde jeres dag. Få snakket med alle gæster, læn jer tilbage og slap af, og tag imod al den hjælp, som folk omkring jer tilbyder. Denne dag er i sandhed jeres, og det er vigtigt at huske på.